Dodge Challenger 1970-1974

Man kommer ikke uden om Dodge Challenger når der tænkes på 70èrnes muskelbiler.

Allerede i midten af tresserne kom der tegninger på bordet af pony cars fra Plymouth ( 'Cuda), og Dodge's Challenger. Man havde set lyset - og endelig ville man for alvor ind og have markeds andele i det hastigt stigende pony cars salg, der var her også en tendens til at de unge kunder ønskede hurtige biler og store motorer.

Derfor var kravet til folkene i hhv. Plymouth og Dodge divisionen at bilerne skulle kunne rumme de store 440 cui og 426 cui hemi motorer. Arbejdet gik i gang og i 1970 kunne man tilbyde kunderne modellerne der kunne købes i næsten alle tænkelige udstyrspakker og motor varianter. Bilerne var forholdsvis billige så det var ved salg af udstyr / options at pengene kunne tjenes, samtidig med at det tiltalte mange selv at kunne ” forme ” deres bil. Desværre skulle det vise sig at markedet 2 år efter med hastige skridt begyndte at vende, dels p.g.a. lovgivningen, der krævede mere økonomiske motorer og forsikrings selskaberne der strammede kravene p.g.a. de mange skader forårsaget af ofte unge kørere bag rattet i en muskelbil med en motoreffekt på den sjove side af 300 hk.

Challengeren skulle ud på markedet og kæmpe mod Mercury Cougar, Chevrolet Monte Carlo og andre mere luksusprægede muskelbiler, og 'Cudaen skulle kæmpe mod bla. Ford Mustang og Chevrolet Camaro.

20 farver og 11 motorer kunne der tilbydes Challenger kunderne i 1970 lige fra 198/225 cui slant 6 til kæmpe motoren 440 six pak og afsluttende - ikke i størrelse men i power - 426 hemi der ydede 425 hk med 2 x 4bbl. Karburatorer.

Den legendariske Dodge Challenger T/A 1970 kørte med performance LA smallblockmotoren 340 cui six-pack, og det morsomme her er at den på banen kørte med 303 cui. destroked motor af den oprindelige 340 men til gaden kørte den med førnævnte 340 cui i med six pack set-up og edelbrock alu-indsug. Mange hævder at gade raceren var lige så kvik eller kvikkere end bane bilen.

Reglerne var at for at bilen kunne deltage i Trans Am serien (Sports Car Club of America's )Trans American Sedan Championship skulle den være bygget til gade brug også, og i et vist antal eksemplarer.

Under opbygningen af Challengeren og 'Cudaen var udgangs punket en A-body (som Barracudaen), og de to biler fik betegnelsen E-body, oprindelig var de så godt som lige store, men i Dodge divisionen krævede chefen at man at lavede Challengeren større fordi Dodge altid havde haft større biler end Plymouth, derfor endte Challengeren med at være større både i bredde og længde en 'Cudaen.

Denne forskel i størrelse gjorde også at Challengeren kunne deltage i Trans Am serien ( Amerikansk) og Can am ( Canadisk ), 'Cudaen var desværre for kort til at deltage i Can am.

Challenger: L X B x H 485,9 CM 193,30 CM 129,30 Akselafstand 279,40 CM

'Cuda: L X B X H 472,22 CM 190,25 CM 129,30 Akselafstand 274,32 CM