Om klubben

Mopar Club Denmark er en landsdækkende mærkeklub for ejere af Mopar biler.

En Mopar bil er en amerikansk bil produceret under Chrysler koncernen – det er mærker som:
Chrysler, De Soto, Dodge, Imperial og Plymouth.

Formålet med klubben er at udveksle erfaringer, tips, nyheder og viden om Mopar biler.  Desuden er det sociale samvær omkring vores hobby vigtigt for os. Man kan også købe, sælge eller bytte reservedele, biler og andre effekter, der kan have medlemmernes interesse.

Hvert år afholder vi vores eget træf  Mopar Meet.  Her kan alle med en amerikanerbil deltage.  Har du ikke en amerikanerbil kan du komme ind som gæst.  Alle er velkomne.

Vi afholder også en række andre klubaktiviteter hen over året; det er blandt andet fælles-køreture, garagebesøg og nogle af de “faste indslag” er forårskøreturen, sensommer-cruise, efterårskøreturen og juleafslutningen.  Desuden tilstræber vi at køre sammen og lave vores egen “Mopar-Camp” på de forskellige træf.

Vi er ca. 160 medlemmer, og har biler af alle typer; klassiske biler, veteranbiler, muskelbiler, racerbiler og også biler af nyere dato.  Mopar-entusiaster er ofte ‘angrebet af en bacille’, der går direkte i blodet – så det at have én Mopar-bil er sjældent nok; en række medlemmer har således flere Mopar-biler i garagen.

Vi er som sagt landsdækkende og har ikke noget klubhus.  Med hjælp fra de lokale medlemmer fordeler vi vores aktiviteter i de forskellige landsdele.

Betingelsen for at opnå medlemskab af Mopar Club Denmark, er at du skal eje en Mopar bil. Det er uden betydning hvilken årgang, model og stand din bil er i, og bilen behøver ikke at være indregistreret.

Ved medlemskab af Mopar Club Denmark bliver du samtidig medlem af:

Forenede Danske Amerikanerbilklubber – FDA repræsenterer de fleste amerikanerbilsklubber i Danmark.  Gennem medlemskabet af FDA kan du opnå fordelagtige forsikringsordninger og rabat på køb af reservedele og rabat ved køb af billetter til træf og udstillinger.
Læs mere på www.fda-biler.dk

Motorhistorisk Samråd er det officielle talerør for de danske veterankøretøjsklubber, der er organiseret i Samrådet. Organisationen arbejder med myndigheder og politikere for at skabe de bedst mulige betingelser for den fortsatte bevarelse af de historiske køretøjer i Danmark.
Læs mere på motorhistorisk.dk

Du kan læse mere her om hvad du får ud af at være medlem af Mopar Club Denmark.

Har du spørgsmål, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte os